Guideline til køb og håndtering af kemikalier til danske svømmebade
1. Introduktion
Nedenfor finder du information om relevant lovgivning, krav og anbefalinger i forbindelse med køb og håndtering af kemikalier til svømmebade i Danmark.
Nyttige links til information om krav og lovgivning ved køb og håndtering af kemikalier:
Miljøstyrelsen
https://mst.dk/kemi/kemikalier/
Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)
https://echa.europa.eu/da/home
Beredskabsstyrelsen
https://www.brs.dk/da/virksomhed-institution/transport-af-farligt-gods/
Sikkerhedsstyrelsen
https://www.sik.dk/erhverv/produkter/udgangsstoffer-eksplosivstoffer/kontrol-udgangsstoffer-eksplosivstoffer
2. Natriumhypochlorit til desinfektion
Natriumhypochlorit, der anvendes som desinfektionsmiddel i svømmehaller, er omfattet af Biocidforordningen (EU) 528/2012, der trådte i kraft 1. september I henhold til reglerne i forordningen skal virksomheder, der markedsfører biocidprodukter, ansøge om godkendelse af produktet, når aktivstoffet er godkendt af EU-Kommissionen.
Det er desuden et krav, at et biocidholdigt produkt kun må markedsføres i EU, hvis det indeholder biocidaktivstoffer fra ECHAs Artikel 95-liste over godkendte aktivstofleverandører. Aktivstoffet i produktet natriumhypochlorit betegnes som ”Aktivt klor frigivet fra natriumhypoklorit” (CAS 7681-52-9, EC 231-668-3), og det blev godkendt af EU-Kommisionen 1. januar 2019.
For at produktet natriumhypochlorit kan anvendes i svømmehaller skal følgende være overholdt:
- Der skal være ansøgt om godkendelse af produktet natriumhypochlorit til anvendelse i Danmark indenfor:
Produkttype: PT2 Desinfektionsmidler til industrielle, offentlige- og institutionelle områder.
Anvendelse: Desinfektion af vand i svømmebade
- Aktivstoffet i produktet ”Aktivt klor frigivet fra natriumhypoklorit” (CAS 7681-52-9, EC 231-668- 3), skal være fra en godkendt leverandør, som er opført på ECHAs Artikel 95-liste. Dokumentation for overholdelse af de to punkter bør/skal fremlægges af leverandøren.
3. Svovlsyre og saltsyre til pH-regulering
Den 1. februar 2021 trådte en ny europæisk forordning om markedsføring og anvendelse af udgangsstoffer til eksplosivstoffer i kraft.
Formålet med forordningen er at sikre, at produkter, som indeholder stoffer, der kan anvendes til fremstilling af eksplosiver, ikke havner i de forkerte hænder.
Forordningen finder anvendelse på tilgængeliggørelse, indførsel, besiddelse og anvendelse af blandt andet følgende produkttyper:
- Produkter med mere end 3% salpetersyre
- Produkter med mere end 12% hydrogenperoxid
- Produkter med mere end 15% svovlsyre
En overtrædelse af EU-forordningen og den tilhørende danske bekendtgørelse kan potentielt medføre bøde- og/eller fængselsstraf. Der er altså ikke kun tale om retningslinjer, men om lovkrav.
Hele leverandørkæden er omfattet af krav i forordningen, og derfor skal alle kunder, der bestiller produkter indeholdende ovenstående stoffer, underskrive en kundeerklæring. Kundeerklæringen skal være med til at begrænse almindelige borgeres adgang til de pågældende stoffer eller blandinger og dermed sikre den rette indberetning af mistænkelige transaktioner i hele leverandørkæden.
Som udgangspunkt skal der ved hver enkelt transaktion (salg eller overdragelse) foreligge en underskrevet kundeerklæring; medmindre den potentielle kunde er kontrolleret inden for et år, og den aktuelle transaktion ikke afviger væsentligt fra tidligere transaktioner. Da kundeerklæringen er direkte relateret til salget eller overdragelsen mellem to virksomheder, skal der udarbejdes og underskrives erklæringer med hver eneste leverandør. Husk også, at kundeerklæringen skal opdateres, hvis der sker ændringer i forhold til ansvarlige personer, mængder eller typer af produkter.
Alle leverandører af faremærkede produkter som fx natriumhypochlorit, svovlsyre og saltsyre skal udarbejde og forsyne erhvervsmæssige kunder med et 16 pkt. sikkerhedsdatablad udarbejdet efter reglerne i den europæiske kemikalielovgivning REACH. Fremsendelse af sikkerhedsdatablade for lignende produkter fra andre leverandører er ikke tilstrækkeligt.
4. Stabilitet
Når man arbejder med kemi, er produkternes stabilitet en vigtig faktor, og det er især gældende for natriumhypochlorit, da kloren afgasser med tiden, og produktet derved har en begrænset holdbarhed. Den desinficerende virkning aftager, jo ældre produktet bliver, og det er derfor vigtigt, at leverandøren kan levere forholdsvis frisk natriumhypochlorit og desuden kunne dokumentere produktets virkning indenfor den oplyste holdbarhedsperiode.
5. Håndtering af farligt gods
Ved erhvervsmæssig vejtransport af farligt gods skal de forskellige parter, bl.a. afsender og transportør, bidrage til at forebygge ulykker ved at opfylde kravene i ADR-konventionen og bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods. Reglerne omfatter blandt andet krav om sikkerhedsrådgivning og uddannelse, krav til klassificering og emballering af godset, krav om medbringelse af dokumentation og sikkerhedsudstyr og krav om ulykkesrapportering.
Produktets transportklassificering (UN-nummer), emballagestørrelsen samt den samlede transporterede mængde pr. transport er afgørende for, om alle regler eller kun dele af bestemmelserne i lovgivningen er gældende.
Ved erhvervsmæssig transport af farligt gods efter det fulde regelsæt, dvs. hvor alle relevante bestemmelser i ADR-konventionen finder anvendelse, gælder følgende uddannelseskrav:
- Chaufføren skal have et gyldigt ADR-bevis i henhold til afsnit 8.2.1 i ADR-konventionen
omfattende den godstype, der skal transporteres
- Øvrige medarbejdere med farligt gods-opgaver, f.eks. pakkere og læssere, skal være uddannet i henhold til kapitel 1.3 i ADR, dvs. en funktionsspecifik uddannelse
Ved erhvervsmæssig transport af farligt gods efter en undtagelsesbestemmelse i farligt gods- reglerne vil der i langt de fleste tilfælde fortsat gælde uddannelseskrav for chaufføren og øvrige medarbejdere.
Som kunde/modtager er man også omfattet af visse krav:
- Modtageren må ikke uden tvingende grund udsætte modtagelsen af godset, og chaufføren skal efter aflæsning kontrollere, at de bestemmelser i ADR, der berører ham, er overholdt.
Det betyder, at modtager har ansvaret for at sikre sig, at transporten af det farlige gods, der modtages, er foregået ”efter bogen”.
- Såfremt modtageren benytter sig af andre parters tjenester (aflæsser, rengøringsservice, dekontamineringsfacilitet osv.), skal han træffe passende foranstaltninger til at sikre, at forskrifterne i 1.4.2.3.1 og 1.4.2.3.2 i ADR er overholdt
Dette er relevant, da størstedelen af alle danske svømmebade får kemien leveret og dermed har en ekstern aflæsser.
6. Krav om sikkerhedsrådgiver
Langt de fleste virksomheder, hvis aktiviteter omfatter afsendelse, emballering, læsning, påfyldning, aflæsning eller transport af farligt gods, skal have en sikkerhedsrådgiver tilknyttet. Sikkerhedsrådgiveren skal være eksamineret i reglerne for transport af farligt gods og være godkendt af Beredskabsstyrelsen.
Virksomheden kan enten vælge at uddanne en intern sikkerhedsrådgiver eller at outsource opgaven. I begge tilfælde skal virksomheden på et særligt skema anmelde til Beredskabsstyrelsen, hvem der er udpeget som sikkerhedsrådgiver.
Sikkerhedsrådgiveren har navnlig til opgave at:
- Rådgive virksomheden i forbindelse med transport af farligt gods
- Kontrollere, at reglerne for transport af farligt gods overholdes
- Forestå udarbejdelsen af en årsrapport til virksomheden