GAZELLE-KÅRING 2025
Klapsalver, smil og anerkendelse. Tirsdag deltog vi ved den officielle Gazelle-kåring 2025 i Odense, hvor vi super stolte over alt det, vi har opnået sammen, kunne klappe os selv lidt på skuldrene og modtage både hyldest og rosende ord. I en hektisk hverdag, hvor alle i ejergruppen sjældent er på Cabola-matriklen samtidigt, var dagen samtidigt en kærkommen lejlighed til at kigge hinanden i øjnene og nyde momentet sammen.

Blandt ”de hurtige, de utrættelige og de få”
Siden 1995 har Børsen kåret landets mest succesfulde og hurtigst voksende virksomheder, og det er en fantastisk følelse at være en del af det fornemme selskab.
Cabola blev faktisk også kåret som Gazelle tilbage i 2015 og 2016, men dengang var verden en anden, og der er ingen tvivl om, at det er en lidt anden bedrift nu om dage at placere sig helt i toppen.
”Kåringen er et billede på den fantastiske vækst-rejse, vi har været på som team, og den vidner også om holdets målrettethed og vedvarende dedikation til at levere kompromisløs kemi, teknik og service til de danske svømmebade”, udtaler Brian Kastling, som er Driftsdirektør hos Cabola.
”Den afgørende faktor for vores vækst har uden tvivl været den udvikling, vi har været igennem som virksomhed. Fra at være en ”kemivirksomhed” til nu at være totalleverandør inden for både kemi, teknik og service til de danske svømmebade, har placeret os et sted, som er ret unikt”.
En holdindsats
Dagen i Odense var både rørende, inspirerende og bekræftende – og det var ikke mindst spændende at møde alle de mange andre dygtige virksomheder, som også har oplevet vækst og haft fart på de seneste år.
Tak til Børsen for et flot og veltilrettelagt arrangement med både humor og stærke faglige perspektiver. Og tak vores samarbejdspartnere, kunder og stærke, seje team! Vi er dybt taknemmelige for alle, der har været med på rejsen. At opnå en Børsen Gazelle kræver stor indsats hver dag og især en utrættelig vilje til altid at levere kvalitet og udvikle sig.
Nu skal Gazelle-statuen selvfølgelig have en flot plads på Cabola-kontoret – dette ikoniske symbol på vækst, præstationer og utrættelig indsats.
Vi fortsætter selvfølgelig ad samme vej.
